Danmark først med forsøg med datadrevet lodsning fra land

Danmark først med forsøg med datadrevet lodsning fra land

Med godkendelse fra Beredskabsstyrelsen indleder DanPilot og Danelec nu et testforløb med landbaseret lodsning - den første test af sin slags i verden. Godkendelsen er et afgørende skridt hen imod et teknologisk paradigmeskift, der åbner nye muligheder for bedre sikkerhed, klima og effektivitet i den maritime sektor

Efter seks års udviklingsarbejde tager Danmark et historisk skridt i retning af en mere effektiv og digital maritim infrastruktur.

Det sker når DanPilot og Danelec om kort tid starter et testforløb, der gør det muligt for lodser at guide et skib inde fra land udelukkende baseret på sofistikeret data fra skibet.

Målet er at skabe et mere sikkert arbejdsmiljø for lodser og mindske skibenes brændstofforbrug uden at svække sejladssikkerheden. På den måde kan landbaseret lodsning styrke Danmarks maritime position i forhold til en mere sikker og klimavenlig søfart.

- Landbaseret lodsning gør vores arbejde mere sikkert og bidrager til at reducere CO2-udledning og driftsomkostninger for vores kunder. Vi har arbejdet målrettet mod det her i seks år, og nu kan vi endelig teste løsningen i praksis. Det har potentiale til at blive et markant paradigmeskifte i måden, man lodser skibe, siger Erik Merkes Nielsen, administrerende direktør i DanPilot.

 Erik Merkes Nielsen, administrerende direktør i DanPilot

Godkendelsen fra Beredskabsstyrelsen er givet som led i en samlet indsats for at styrke sikkerhed og beredskab i den maritime sektor.

Testen skal danne grundlag for fremtidig regulering og mulig udbredelse af landbaseret lodsning både herhjemme og i udlandet.

Teknologi med globalt potentiale
Testforløbet med landbaseret lodsning kommer til at finde sted i Kattegat og Østersøen og giver for første gang lodser mulighed for at guide udvalgte skibe gennem danske farvande uden selv at være ombord.

I stedet foregår lodsningen fra et kontrolcenter i Randers. Det fjerner dermed det farligste element i lodsernes arbejde - at komme fysisk ombord på skibene.

 Casper Jensen, CEO i Danelec

- Landbaseret lodsning er ikke kun et teknologisk gennembrud. Det er et strategisk skridt mod en mere sikker og bæredygtig søfart. Vi er stolte over at levere en teknologisk infrastruktur, der gør det muligt at navigere sikkert uden fysisk tilstedeværelse af en lods, og hvor cybersikkerhed er tænkt ind fra start. Det åbner op for at implementere løsningen trygt og skalerbart i den globale maritime sektor, siger Casper Jensen, CEO i Danelec.

For den maritime sektor rummer lodsning fra land betydelige gevinster.

Når skibe ikke længere skal ændre hastighed eller kurs for at tage lods ombord, reduceres brændstofforbruget. Samtidig elimineres behovet for lodsbåde i den slags situationer – en ellers logistisk og brændstofkrævende aktivitet. Det frigør både ressourcer og kapacitet uden at gå på kompromis med den operationelle sikkerhed.

I testfasen vil teknologien dog kun blive anvendt på skibe, der opfylder en række tekniske krav og kun i specifikke farvande. Det er forventningen, at løsningen har potentiale til at dække op til 10 procent af DanPilots lodsninger af de skibe, der gennemsejler de danske farvande.

Testforløbet gennemføres i samarbejde med en række forskellige rederier, herunder Mærsk, som deltager med skibe i de farvande, der indgår i forsøget.

Sådan fungerer landbaseret og datadrevet lodsning
Landbaseret lodsning baserer sig på teknologi fra Danelec, som indsamler og overfører nøgledata fra skibet herunder kurs, fart og
position via skibets Voyage Data Recorder (VDR).
Disse data sendes i realtid til DanPilots kontrolcenter i Randers. Her bruger lodsen Danelecs software til at analysere informationerne og yde præcis navigationsrådgivning uden at være fysisk til stede ombord.

Om testforløbet:

• Testperioden kan strække sig i op til 18 måneder og omfatter
cirka 50 lodsninger.

• Lodsningen udføres fra et kontrolcenter i Randers.

• Gælder skibe i Kattegat og den vestlige del af Østersøen under 13 meters dybgang.

• Udføres kun ved gennemsejlinger uden lodspligt.

Landbaseret lodsning kaldes internationalt for remote piloting. I Danmark omtales det ofte som fjernlodsning.

-lipe

16/5 2025
  • Over halvdelen af solgte varebiler kører på el

    Over halvdelen af solgte varebiler kører på el

    transport ›Salget af el-varevogne stiger fortsat og har nu overhalet dieselbiler, mens markedet for ellastbiler stadig halter efter. Det viser nyeste opgørelse fra Mobility Denmark
  • Første rul på den kommende Hillerødmotorvej

    Første rul på den kommende Hillerødmotorvej

    transport ›Fra natten mellem den 16. og 17. oktober bliver trafikken på en stor del af Hillerødmotorvejens forlængelse flyttet over på de nyanlagte spor til den kommende motorvej. Flytningen markerer dermed en stor milepæl for motorvejsudvidelsen
  • Transportemballage af genanvendt plast

    Transportemballage af genanvendt plast

    transport ›Brugte vandflasker udgør hovedingredienserne i Boxons Big Bags, som både er stærke og godkendt til fødevarekontakt
  • Lun levering i ny emballage

    Lun levering i ny emballage

    transport ›En pizzabakke af termoplastisk skum, der holder på varmen og samtidig fastholder fedt og madrester i emballagen, er Klöckner Pentaplasts nye løsning til takeaway og fastfoodlevering
  • Flere lastbiler på solenergi

    Flere lastbiler på solenergi

    transport ›PostNords har i et forsøgsår med 10 lastbiler vist store besparelser på både brændstof og udledning, så nu udvider virksomheden brugen af solceller
  • Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    transport ›CPH Air Lab vil undersøge, om filtre kan fange ultrafine partikler midt i den travle flytrafik. Dermed udvider lufthavnen sin indsats fra at reducere udledninger til også at undersøge, om partikler kan fjernes fra luften
  • Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    transport ›Peab Asfalt og Herning Kommune anlægger i øjeblikket en 2,9 kilometer lang asfaltstrækning på Sebbesandeve med bl.a. andet genbrugsasfalt, bioolie, grøn energi og elektriske maskiner
  • Hold banen fri for træer

    Hold banen fri for træer

    transport ›Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer