Kattegatforbindelsen vil være en kæmpe transportgevinstKilde: Vejdirektoratet

Kattegatforbindelsen vil være en kæmpe transportgevinst

For transportbranchen vil en fast forbindelse over Kattegat betyde store tidsbesparelser og dermed bedre transportøkonomi.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Bliver planerne om en fast forbindelse over Kattegat vedtaget, vil det være det største anlægsprojekt i moderne tid, der bliver til virkelighed.

Og med transportminister Benny Engelbrechts udtalelser i weekenden er der næppe tvivl, at odds er steget for, at Kattegatforbindelsen bliver det næste store anlægsprojekt efter Femern.

Ifølge transportministeren ser regeringen store perspektiver i en fast Kattegatforbindelse, der kan binde Øst- og Vestdanmark tættere sammen og forkorte rejsetiden mellem landets to største byer med op til halvanden time for både bilister og togrejsende.

Klima og miljø ind i analysen

Regeringen er i forbindelse med forundersøgelsen optaget af også at få belyst de klima- og miljømæssige aspekter ved at anlægge en fast Kattegatforbindelse.

- Det er afgørende, at vi undersøger en kombineret vej- og jernbaneforbindelse og ikke bare en ren vejforbindelse, siger Benny Engelbrecht.

Han slår fast, at det er nødvendigt også at se på forbindelsen med klima- og miljøbriller, fordi al infrastruktur har en betydning for et grønnere Danmark i fremtiden:

- Tænk sig, hvis en ny Kattegatforbindelse grundet de markant kortere rejsetider mellem Jylland og Sjælland for eksempel kan nedbringe antallet af indenrigsflyvninger, siger ministeren.

Store CO2 besparelser

Tidligere analyser har peget på, at cirka to tredjedele af trafikken fra Fyn til Jylland drejer til højre mod nord ved Fredericia, og af disse vil en meget stor del have store kilometerbesparelser og dermed lavere CO2 udslip, hvis de i stedet kan køre direkte til Nord- og Østjylland vis Kattegatforbindelsen.

FRI kom først med ideen

Det er efterhånden 14 år siden, at Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI – i en infrastrukturanalyse præsenterede planerne om ”det dobbelte motorvejs-H”, og heri indgik en Kattegatforbindelse.

Der gik en måneds tid, før medierne pludselig fik øjnene op for historien, der vakte stor opmærksomhed, og administrerende direktør Henrik Garver glemmer ikke sådan den dag:

- Den blev hovedhistorie i alle medier, og jeg måtte to gange samme dag køre til Storebælt for at blive interviewet på de store tv-kanaler. Dengang troede mange, at det var en utopi, men nu står vi i en situation, hvor der nok er mange flere, der tror, at Kattegatforbindelsen bliver til noget, end der ikke tror det, siger Henrik Garver til BygTek.

Ikke den første ’utopi’

Han peger på, at FRI’s analyse i 2006 pegede på behovet for en Kattegatforbindelse ud fra flere perspektiver.

Dels bedre muligheder for på længere sigt at håndtere trængsel på Storebæltsforbindelsen og vejene i Østjylland og dels øge mobiliteten mellem arbejdsmarkederne og uddannelserne i Øst- og Vestdanmark:

- Det behov er ikke blevet mindre. Det tager ofte lang tid at føre ’utopier’ ud i livet. Første gang, man talte om metro i København, var i 1950-erne, og debatten om projektet dukkede op flere gange gennem de kommende årtier, inden beslutningen blev truffet.

Det samme gjaldt Storebæltsforbindelsen. Den slags beslutninger tager tid, og man skal måske først se konsekvenserne af ikke at træffe beslutningerne om store samfundsinvesteringer, før man beslutter sig politisk, siger Henrik Garver videre.

’Både og’ eller ’enten eller'

Flere har peget på, at man kan diskutere behovet for en Kattegatforbindelse til både jernbane og biler om eksempelvis 20 år. Til den tid kører både biler lastbiler og busser på elektricitet, og de fleste køretøjer er sandsynligvis førerløse.

Men det er noget af det, den kommende analyse skal undersøge:

- Fremtidens teknologi får stor betydning for behovet på en Kattegatforbindelse. Andre steder i verden satses der i de kommende år på en højklasse, skinnebåren togdrift som alternativ til fly, fordi man kan opnå højere hastigheder og sikkerhed. Derfor er det vigtigt at have både jernbane- og vejforbindelse med i den videre analyse. Man vil også overveje, om en Kattegatforbindelse skal være dimensioneret til godstog eller alene passagerdrift. Det har stor betydning for prisen på forbindelsen, idet dimensionering til godstog vil gøre den væsentlig dyrere, siger FRI’s administrerende direktør, der tror på, at en Kattegatforbindelse kan stå færdig om cirka 15 år.

 

Lyt til hele interviewet med Henrik Garver her

 

 

 

 
20/1 2020
  • DS Smith stopper bølgepapproduktion i Vejle

    DS Smith stopper bølgepapproduktion i Vejle

    transport ›Fabrikken er en af i alt 30 afdelinger emballagekoncernen nedlægger på globalt plan. Ifølge DS Smith skal produktionen overføres til andre fabrikker, mens der samlet skal spares ca. 480 mio. euro om året
  • Ekspresfragt med 'grønt' flybrændstof

    Ekspresfragt med 'grønt' flybrændstof

    transport ›DHL har underskrevet købsaftale om mere end 5 millioner liter SAF til logistikudbyderens fragtruter fra hovedkvarteret i Paris Charles de Gaulle Lufthavn i Frankrig
  • Danske bilister ønsker lovpligtig vinterperiode for vinterdæk

    Danske bilister ønsker lovpligtig vinterperiode for vinterdæk

    transport ›Ny måling fra Voxmeter viser, at 57 % af danske bilister ønsker en fast vinterperiode med lovpligtige vinterdæk. Samtidig kender fire ud af ti slet ikke eller er usikre på betydningen af lovgivningen og dækkenes vintermærkning
  • Storebæltsbroen skal renoveres de kommende to år

    Storebæltsbroen skal renoveres de kommende to år

    transport ›Et af broens hidtil mest komplekse renoveringsprojekter, som bl.a. indebærer 84 løft af brofagene, går i gang i det kommende år, og skal udføres mens trafikken stadig kører
  • Vejhjælp overtager hollandsk dækvirksomhed

    Vejhjælp overtager hollandsk dækvirksomhed

    transport ›Road Mobility Services fortsætter sin europæiske ekspansion inden for serviceydelser til erhvervskøretøjer med overtagelsen af dækservicevirksomhed i Rotterdam-området
  • Verdis runder 100 elektriske renovationsbiler

    Verdis runder 100 elektriske renovationsbiler

    transport ›Virksomheden begyndte for godt syv år siden elektrificeringen med en ombygget dieselbil. Nu markerer Verdis milepælen med en særlig tak til lastbilsælgeren Ulrik Hansen, som nu går på pension
  • Markant flere russiske fragtskibe toner rent flag

    Markant flere russiske fragtskibe toner rent flag

    transport ›Fra januar til september i år har 376 fragtskibe under russisk flag passeret Skagen. Danske Rederier er bekymrede for, at det faktisk kan vanskeliggøre indsatsen mod skyggeflåden, da myndighederne ikke dermed ikke kan borde skibene for at kontrollere last og sikkerhed
  • Logistikkomponenter var blandt opgaverne ved DM i 3D print

    Logistikkomponenter var blandt opgaverne ved DM i 3D print

    transport ›Opgaverne ved årets DM i 3D print på FoodTec i Herning lød bl.a. på at skabe en gribeløsning til en robotarm og en sensorløsning til et transportbånd. Alexander. B. Colmorn og Joachim O. Leo fra EUC Syd løb med sejren efter tre intense konkurrencedage